Tilgivelse

Min dejlige kæreste smsede og var med til at få mig til at tage fat i tilgivelsen af mig selv igen...

Det han skrev, føler jeg er vigtigt:

"Jeg synes det er sjovt så tydeligt det er. Et godt råd: Bebrejd aldrig dig selv for noget du har gjort i fortiden. Du kan alligevel aldrig nogensinde ændre det! :-)"
(...)
"Start i hvert fald med at tilgive dig selv for alt det forkerte du synes du nogen sinde har gjort. Alt. Uden undtagelse. Fuldstændig tilgivelse."

Jeg føler mig så tæt på mig selv NU.

Jeg bebrejder ik mig selv, at jeg har taget fri idag pga at jeg havde migræne anfald i går og meget ondt i min siden, hvor jeg tror, at jeg har forstrukket noget, selvom je følte, at lægen igår overhovedet ik tog mig højttideligt. Men jeg er efterhånden så vant til, at han ik høre efter, hvad jeg siger. Jeg sikrede mig bare sådan helt forretningsmæssigt, at han fik skrevet ind på mit skærmbillede, at jeg havde været der med ondt i siden.

Jeg føler en ro og jeg tror, det er fordi jeg har forstået, hvordan jeg har ansvaret for denne krop, jeg har fået af Det levende Univers og jeg har idag gjort noget der er rigtig godt for den OG det føles behageligt, sundt og helt vildt!!!!

Jeg acceptere MIG fordi jeg ved, at jeg "bare" er LIV, der har fået en krop og jo mere, jeg følger min intuitive viden om, hvad der er godt for den, jo bedre går det!!
OG jeg har en oplevelse af, at hvad der er godt for den også PÅ SAMME TID er godt for MIG SOM HELHED, dvs krop/sjæl/hjerte/sind/FØLELSER/ego...og hvad jeg ellers er ;o)

Det er en fantastisk følelse at samarbejde med alle de dele af mig på hjertets måde:

Der hvor jeg tager MIG alvorligt og stoler på alle mine observationer, af "ting", der kommer fra MIG: egne fornemmelser, følelser, smerter og subtil viden, visualiseringer, drømme....OG handler udfra dem! :o) Jeg føler mig bare så GO og at jeg har taget et megaskridt hen imod et liv i helhed, harmoni, fred og kærlighed!!!

Kram til alle jer derude fordi I er til!
Tak for mig

"Hjertets nervebaner"

Kære Bloglæsere.

Idag har jeg det godt, vågnede godt tilfreds alt for tidligt og lå og mediterede, da jeg er ved at forstå, at det er den måde, jeg kan være med til at ændre verden til det bedre på ;o)

Skabe nye veje i min egen hjerne til glæde for hjertet og dets sprog og handlinger.

Jeg er inspireret af Daniel Goleman: "Følelsernes intelligens" og "Social intelligens" OG den nye bog, jeg fik af Christoph i forgårs:

"Vejen mod lykke og visdom. Kunsten at tackle hverdagen" af Thérèse Jacobs-Stewart.

Hun er kollega med Goleman og meget inspireret af hans bøger, omsætter den seneste hjerneforskning til praktisk brug i hverdagen. Det er liiiige GUF for mig!
Jeg får en større grad at tilgivelse foræret, fordi jeg pludselig ser, hvor stor betydning det har, hvordan min hjerne ser ud og har været brugt i mit liv, hvilke nervebaner, der er store og hvilke små og smalle... OG hvordan jeg ved stædig og kærlig øvelse kan gøre "hjertets nervebaner" (sådan kalder jeg dem selv;o)) STORE, brede og veltilkørte!!

Kram og tak for mig

Forholdet til det, vi oplever.

Det, vi oplever, ikke er lige så vigtigt, som vores forhold til det, vi
oplever.

Sådan skriver Mary O'Malley i sin bog "Afhængighed, din skjulte gave", at det, vi oplever farves af vores forhold til det oplevede altså også vores holdning til det.

Jeg har følt og indset det af mange mange omgange og glemmer det igen, når jeg fx er midt i bølgen af trøstespisning og er kommet "uden for mig selv". Nogen gange går det så op for mig, at...

...min indstilling til det jeg oplever betyder DET HELE!

...Fx hvis mine børn skriger og er på tværs og vil have deres vilje.... ja, det sker en gang imellem ;o) hø hø ... Så kan jeg vælge, at gå "ind i det", ind i følelserne ;) ELLER at jeg kan vælge at "møde det, der sker" med nysgerrighed og medfølelse ...AKKURAT som Mary O'Malley beskriver det mht. mine følelser!

Når det lykkes for mig ikke at tage mine børns følelser på mig, så kan jeg sidde "på afstand" følelsesmæssigt, stadig medfølelende(!) og VÆRE der tilstede for dem; børnene og følelserne og på den måde være et vidne, et stormasket filter, hvorigennem vi kan se os selv ...

Kærligst Rniko

Plads til essens?

Processen arbejde i mig, i mit liv. Mit liv er en proces.

Ja, der kom tårerne, gamle nogen, helt nede fra maven, i lang tid var jeg helt indeni mig selv og se, at jeg var ulykkelig, uden ord, bare en stor sorg og følelsen af undergang. Måske var der et eller andet, der havde sin sidste time ... i mig. Jeg kom tæt på mig selv og rakte ud mod andre, der midt i gråden.
JA, det var muligt, at finde et menneske, der ville være hos mig! Undrer mig endnu over, hvad der skete --- et menneske reagerede på mit nødråb midt i sit arbejde. OG Jeg fik en følelse af at være til som MIG, fordi vi talte om kultur, kunst, undervisning, udtryk... og det på en måde, hvor det gik op for mig, at der faktisk er mennesker, der mener noget, der minder om mine egne tanker om, hvordan verden hænger sammen; At man ikke kommer nogen vegne med at presse skolebørn til at tænke som små voksne studerende.

Underligt sammentræf, at jeg en time efter sad hos en bekendt og over en kop kaffe hørte den diamentralt modsatte mening!

Bliv da ved! Kære Univers, vis mig verdens modsætninger og hvor står jeg i det?
Hvad er min vej gennem dette?

Hun skulle vælge en anden skole til sine børn. Forsøge at lave skolens værdier og temaer om ... JA, der skal snakkes om det og man skal vide, at ingen har ret, for hvem ved egentlig, hvad der er godt og dårligt, rigtigt og forkert? De var så overbeviste begge to, repræcentanter for hver sit undervisningssyn.

Jeg møder så mange forskellige mennesker her i min lille hverdag, det var, hvad jeg ville fortælle om i mine romaner ... modsætningerne, der kæmper og kæmper og tiden går og hvor er vi henne? I tankerne og spekulationerne og går måske glip af det, der virkelig ER???

For hvem er vi uden tingene, titlerne, arbejdet, diagnoserne, bedømmelserne og forestillingerne???

Hvem tør at gå foran ind i mørket, hvor ingen har gået før, eller hvor mørket har lukket sig bag, den der gik der før dig?

Hvordan kan jeg give plads til at min essens kan komme frem og bliver synlig og Være her?

Tak for mig Rniko

Hvor går man hjertets vej?

Kære læser(e) ;o)

Hvis der er noget, der optager mig - så er det, hvad jeg kalder, at gå "Hjertets vej"

Klinger det bekendt?

Hvor går man så hjertets vej?

Jeg spurgte mig selv om det, da jeg engang for nogle år siden var krøbet langt ned under dynen, fordi jeg syntes, det var det eneste sted, hvor der til sidst var plads til mig i mit eget liv.

Det endte jo med, at jeg stod op igen, fordi det blev for kedeligt og fordi jeg tænkte den paradoksale tanke, at hvis jeg alligevel bare skulle ligge der, så kunne jeg ligesågodt komme op! Hvorfor skulle jeg ligge der og spilde min tid, hvis jeg kunne spilde min tid andre steder og måske til og med, mens jeg gjorde sjove ting ;o)

Der skete det, at det langsomt gik op for mig, at ved at give mig selv lov til at gøre noget, jeg fandt sjovt, interessant og givende, begyndte at opleve livsglæden langsomt, men sikkert komme ind i mit liv.

Jeg hilste den hjertelig velkommen og opdagede, at min glæde smittede! Ligesom mit tungsind før havde ført til angst, depressivitet og en følelse af adskildthed fra det væsentlige, førte min nye indstilling til livet nu til, at jeg begyndte at føle, at jeg levede indefra.

Dette var, da jeg opdagede, at livet er en proces og at hjertets vej, var

min vej tilbage til mig selv.

Hvis du har oplevet lignenede erkendelser og har lyst til at dele lidt om, hvordan du lever "hjertets vej" vil det glæde mig, at du skriver lidt om det her.

Velkommen!!

Kærligst Rniko