
30. september 2024, MORGENSTUND i Solhuset:
Når jeg mediterer 10 min kan jeg virkelig føle, hvordan kroppen har det... som
Neur🧠Gym (Nova Storm) lærer mig om på supernovastorm.com og som Niels Lyngsøe fortæller om i sin bog om meditation, som jeg har intentioner om at læse i idag.
Jeg oplever nu, at jeg er i det filosofiske hjørne;
Det er noget skrøbeligt over mit system ... dødeligt ... som om jeg først nu forstår, at jeg skal dø, min krop falder om lige pludselig og så er denne drøm endelig slut og ovre og jeg nåede det, jeg nåede og det er lige meget, det betyder ikke noget. Fjender glemmer hurtigt én og dem, der kunne lide mig græder en stund og kommer videre på en eller anden måde og det vil i sidste ende være en lettelse for alle, når jeg dør... SÅ kommer jeg ud i lyset igen eller hvad det nu er, der venter min sjæl i enhed med alt det ER. Jeg kan ikke huske, hvordan det var alle de andre gange.. HVORFOR har jeg mon glemt det? Sandsynligvis for ikke at lokke mig i døden med det samme, fordi det er så meget mere roligt og kærligt at være fri sjæl, fri for denne menneskelige oplevelse med al dens tyngde og tendenser til at se verden som ond og negativ.
Jeg kan mærke, at denne måde at tænke på, får mig over i en tilstand, hvor jeg mere bare kan være med det der ER uden fortrydelser, uden domme overhovedet.
Er jeg ked af det og trist, JAMEN DET ER I ORDEN!!
Vil jeg ikke lave noget, JAMEN DET ER OGSÅ I ORDEN!!
HAR JEG LYST TIL AT BESØGE SØS ER DET OGSÅ I ORDEN!!
Får jeg eventyrblodet til at rulle ved at tænke på Ready (min bil, som jeg har lavet om til microcamper) og Sneglehuset (min oldsag af en campingvogn)? DET ER OGSÅ I ORDEN!!
WAUW jeg får det så roligt indeni og det indre smil kommer frem på mine læber.
Og så gik jeg ud efter hø til Ferdinand (mit marsvin) og himlen var så lyserød, så lyserød i morgensolens forsigtige første stråler op over jordkanten, et kys til os alle, et lyserødt kærligt kys ....🩷 Og jeg mærkede efterårskulden på min hud og alle mine celler åbnede sig til et "HALLELUJA, vi lever og sanser sammen"; alle sammen, alle trilliarder af mikroskopiske væsner, der udgør "min krop", som slet ikke er min, men et fællesskab på to ben. To ben, der går og går rundt gennem hele dagen og bærer hele fællesskabet rundt fra oplevelse til oplevelse.
Nu er de korslagte og jeg sidder igen i min gule lænestol, jeg ser at verden stadig er lyserød udenfor mine vinduer. Lyset spejler sig i træstammer og bladhang, jeg ånder ind og ER lige her, hvor jeg kan høre den evige pludren fra skovspurvene under tagskægget (da bryggersdøren står åben)...Og jeg ser Sibba (min hund) hviler sin snude i tæppet i lænestolen overfor mig. Endnu en kærlig sjæl hilser denne morgen velkommen på sin helt egen måde.
🐬#FLOW&FLOWER🌻
Knus Randi Freja🌱
