Endnu gløder det
Huden er så blød
Når jeg aer mit skind
kan jeg mærke
hvor jeg når til
Vi må mødes udenfor
Jeg lukker ingen ind
Men
der er ikke længere tvivl om
at guden vil bo
sammen med mig
i nat
I endnu et mørke
synger vi
en ordløs sang
indtil morgengryet
farver min verden igen
Endnu gløder det
mens jeg lytter til blæsten
der vækker det sære
til live
og rækker udenfor
det hinsides
der rammer
Jordens runding
i tågelandet
hvor tandhjulet
rykker
endnu et hak
Jeg må bære
erindringerne
som blade i en usynlig bog
der ejes af jordens børn
og ligger i Moders skød
begravet i mos og grannåle
under visne blade i skovbunden
blandt svampe og
vissevasse
Jeg bladrer forsigtigt
i den
Siderne
gemmer på
en uregerlig
uregelmæssighed
der tillader
lysets erindringer
at slippe ind
mellem linjer af tusind stiers
uudgrundelighed
I kraft af en månestråle
mærker jeg
en kløe
vække mig
En ukendt kvinde
på en ukendt jord
Her kan jeg gå
Kun her
blandt vildskab og moro
lever jeg
sagte hvæsende
hver dag en stille død
Skån mig glemsel
mens vi
endevendt
bøjer os
under hvælvingen
mod hinanden
og træder en stædig dans
for at
at løse gåden
Vi kunne måske le
måske græde
eller skrige
til livets ve
at derude
under tankens tid
hænger månens kugle
stadig
mens mosset gror
i skoven
og du flytter
ind i mig
kun for at
forsvinde
til min erindrings
mælkebøttefrø
Et flyvsk
ingenting
på flugt i verdensaltet
Endevendt
på livets hakkebræt
bliver stumperne
på denne måde
givet tilbage
til evigheden
at gumle på
Randi Freja🌱 torsdag nat, 2024
